PRESSEMEDDELELSE
Brugsforeningen Tryg vinder SeniorKlar Prisen 2025:
“Et forbillede for fællesskab, livsglæde og seniorstyrke”
Brugsforeningen Tryg i Ry kan nu kalde sig vinder af SeniorKlar Prisen 2025 – en national anerkendelse af initiativer, der gør en særlig indsats for seniorer og overgangen fra arbejdsliv til pensionistliv.
Prisen blev overrakt på Christiansborg ved Faglige Seniorers årlige topmøde i går, d. 6/11/25, hvor både politikere, virksomheder og forskere var samlet for at sætte fokus på seniorlivet i Danmark.
Bag prisen står SeniorKlar, og blandt oplægsholderne var bl.a. ældreminister Mette Kierkgaard, beskæftigelsesordfører Trine Bramsen (S), og repræsentanter fra Carlsberg og IKEA, der delte erfaringer om fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet.
Brugsforeningen Tryg var repræsenteret på Christiansborg af:
Birgit Sander, Gertrud Østergaard, Bente Graversen – alle TRYGs Venner,
samt Lena Juhl Askjær, kommunikationsmedarbejder,
Thomas Dahl, direktør,
og Carsten Bank-Mikkelsen, bestyrelsesformand.
TRYGs Venner – et fællesskab med varme og værdi
Brugsforeningen Tryg modtog prisen for deres banebrydende initiativ “TRYGs Venner” – et fællesskab af seniorer, der arbejder i og omkring foreningens butikker.
Konceptet blev startet for lidt over tre år siden og er siden vokset eksplosivt. I dag tæller TRYGs Venner 36 aktive medarbejdere – og har ovenikøbet en venteliste på over 20 seniorer, der ønsker at være med.
Formålet er enkelt: at skabe et sted, hvor livserfaring og menneskelig varme bliver sat i spil til gavn for både butikken, byen og borgerne.
“TRYGs Venner er en del af vores DNA,” siger Carsten Bank-Mikkelsen, formand for Brugsforeningen Tryg.
“Prisen her er et konkret vidnesbyrd på det engagement, vi har i byen – uanset alder eller social status. Vi tror på, at alle har noget at bidrage med, og at den erfaring og livsvisdom, vores seniorer rummer, er en gave både for os og for vores kunder.”
Direktør Thomas Dahl supplerer:
“TRYGs Venner giver vores butik sjæl – men de er også en uvurderlig del af vores arbejdsstyrke. De møder på arbejde med smil og gnist i øjnene, og stort set ingen er faldet fra i de tre år, vi har haft ordningen. Det siger alt om deres engagement.”
Et forbillede for hele landet
Et af de initiativer, der blev fremhævet ved prisuddelingen, er den populære “Tryg Kasse” i Kvickly – et særligt kasseområde bemandet af TRYGs Venner.
Her kan kunderne gå igennem kassen i et roligt tempo, og der er altid smil og tid til en snak. Mange kunder beskriver oplevelsen som et “åndehul i en travl hverdag”, hvor relationen betyder lige så meget som servicen.
Hos Faglige Seniorer blev TRYGs Venner fremhævet som et forbillede på, hvordan man lokalt kan skabe initiativer, der styrker fællesskab, livskvalitet og arbejdsglæde – uanset alder.
Seniorer som styrke – ikke som begrænsning
TRYGs Venner løser en bred vifte af opgaver: de betjener kunder, hjælper med vareopfyldning, udleverer pakker, står klar med smagsprøver på “smagedage”, servicerer til arrangementer i den lokale foodtruck – og meget mere. Flere af dem har fået hygiejnebevis og indgår aktivt i byens events og foreningens udlejningslokaler.
“Jeg bliver i jobbet så længe, jeg overhovedet kan,” siger Margit, en af Trygs Venner.
“Jeg elsker at have en betydning trods min alder. Fællesskabet og kundernes glæde – det er alt.”
“Jeg føler mig værdsat af både kollegaer og kunder og glæder mig til at komme på arbejde hver gang,” fortæller Gertrud, en anden af Trygs Venner.
“Det er skønt at blive værdsat for sit arbejde i stedet for at blive set som en byrde,” tilføjer Birgit.
En TRYG sejr – i mere end én forstand
At Brugsforeningen Tryg nu kan kalde sig vinder af SeniorKlar Prisen 2025, er ifølge ledelsen både en faglig og menneskelig sejr:
“Det er fællesskabet og omsorgen, der binder det hele sammen,” siger formand Carsten Bank-Mikkelsen.
“Vi har skabt et fællesskab, hvor mennesker mødes på tværs af alder, erfaring og livssituation – og hvor alle føler sig set, værdsat og nødvendige. Det er nok det mest meningsfulde, man kan skabe.”
Fakta: SeniorKlar Prisen 2025
- Uddeles årligt af Faglige Seniorer i samarbejde med SeniorKlar
- Prisen gives til en arbejdsplads, et fællesskab eller en person, der gør noget særligt for seniorer
- Årets topmøde blev afholdt på Christiansborg med oplæg fra politikere, forskere og erhvervsfolk
- Brugsforeningen Tryg modtog prisen for initiativet Trygs Venner – et fællesskab for aktive seniorer, der arbejder i og omkring foreningens butikker
Pressekontakt:
Carsten Bank-Mikkelsen
Formand, Brugsforeningen Tryg
📞 4011 9000
📧 cbm@reacto.dk