Ny SuperBrugs i Virklund på tegnebrættet

To østjyske brugsforeninger – Brugsforeningen TRYG i Ry og Virklund Brugsforeningen – ønsker at fusionere. Fusionen skal ske med henblik på at bygge en ny SuperBrugs i Virklund.

”Der er opstået en god mulighed, som vi må forfølge” siger formanden for Brugsforeningen i Virklund, Henrik Ørtenblad. ”Vi har længe haft et ønske om at udvikle vores Dagli’Brugs, men vi har været begrænset af både areal og kapital. Da den nye mulighed opstod for at etablere en større butik, kontaktede vi Brugsforeningen TRYG i Ry for at undersøge, om der var mulighed for, at vi i fællesskab kunne realisere drømmen om en ny SuperBrugs i Virklund”.

Brugsforeningen TRYG er en af landets største, og de har derfor mulighed for at løfte finansieringen af en ny butik.

”Vi glæder os til projektet. Der er nu gået mere end et år, siden vi første gang talte om det her” fortæller formanden for Brugsforeningen TRYG, Carsten Bank-Mikkelsen. ”Nu glæder vi os til at komme i gang. Vi har fundet en god løsning, der tilgodeser borgerne i Virklund, og som danner grundlaget for en god forretning for alle parter”.

Den nye SuperBrugs vil blive bygget i det tidligere Virklund Center, hvor den får følgeskab af en REMA 1000.

”Vi kommer til at løfte hele området med et stort centerområde med butikker og boliger – og vi arbejder derfor sammen med Silkeborg Kommune for at skabe de bedste rammer og samtidigt sikre en bedre trafikløsning for borgerne i Virklund” siger Henrik Ørtenblad.

Inden projektet kan blive en realitet skal medlemmerne i Brugsforeningen Virklund godkende fusionen med Brugsforeningen TRYG på den ordinære generalforsamling foråret 2020.

Hvis fusionen godkendes, forventes det, af den nye SuperBrugs står klar efteråret 2022.

 

Fakta

  • Hvis fusionen godkendes, vil den nye SuperBrugs blive bygget ved det tidligere Virklund Center. Projektet bliver udviklet sammen med REMA 1000, der ligeledes vil placere en butik på arealet. Det vil blive undersøgt, om der skal placeres yderligere 1-2 butikker på arealet. Alle nuværende bygninger på arealet vil blive revet ned.
  • Den nye SuperBrugs vil have egen slagter, friskbagt brød og kager, et bredt udvalg af vin og delikatesser og en stor frugt- og grøntafdeling som de bærende elementer i butikken.
  • Dagli’Brugsen i Virklund vil fortsætte indtil åbningen af den nye SuperBrugs. Personalet vil overgå til den nye butik.
  • Der vil blive nedsat et butiksråd for den nye SuperBrugs i Virklund. Til gavn for Virklund vil butiksrådet sammen med uddeleren donere en pæn del af det overskud, som den nye SuperBrugs vil skabe, til lokale projekter og initiativer i byen.


Om fusion

Følgende vil ske, hvis fusionen mellem Brugsforeningen TRYG og Brugsforeningen Virklund godkendes:

  • To brugsforeninger bliver til én – Brugsforeningen TRYG er den fortsættende
  • De to brugsforeningers aktiver (værdier) lægges sammen
  • Medlemmerne i Brugsforeningen Virklund bliver medlemmer i Brugsforeningen TRYG