En sommerhilsen

By 01/07/2024 Ikke-kategoriseret

En sommerhilsen fra Brugsforeningen TRYG

Det har været et begivenhedsrigt forår. Først og fremmest er Coop “reddet” ved salget af 50% af forretningen til OK. Det var en trist, men nødvendig beslutning. Både Thomas Dahl og jeg var dybt involverede i denne proces fra hver vores platform. Vi har også fået en ny formand for COOP, nemlig Pernille Skipper, som vi i Brugsforeningen TRYG foreslog som formand. Sagt lidt populært kan man sige, at det var os, der “opfandt” hende til jobbet. Pernille besøgte os i Udsigten i maj og takkede os for tilliden.

En anden stor begivenhed var åbningen af vores nye SuperBrugsen i Sejs-Svejbæk. Her har vi fået en lille perle. Borgerne i Sejs-Svejbæk er utroligt glade for at have et rigtigt supermarked med bager, slagter og delikatesse i deres by igen. Den lokale butiksbestyrelse er allerede aktiv og har uddelt de første puljepenge.

I Virklund er der stille, og det samme gælder for Ry Øst. Her er der ikke sket meget i udviklingen af projekterne. I Ry Øst mangler vi den endelige underskrift – men mon ikke den snart kommer. I Virklund skal vi og Rema snart i gang.

Bestyrelsen og direktionen har afholdt det årlige strategiseminar, hvor vi justerede vores strategi for de kommende to år. Når bestyrelsen endeligt har godkendt planen til efteråret, vil vi offentliggøre den her på siden. Men allerede nu kan jeg afsløre, at vi fortsætter på den vej, vi allerede har valgt: mere ansvarlighed, mere lokalt engagement og mere fokus på butiksdrift i vores butikker. Samtidig forsøger vi at positionere os i fremtidens “Brugsland”, hvor flere store foreninger bliver større.

Indtil videre holder vi fast i planen for 2024. Men det er ikke nemt. Udfordringerne står i kø, og dem vi selv har kontrol over, løser vi én ad gangen.

Det er skønt at besøge butikkerne, hvor personalet, TRYGS-venner og ledelsen hver dag gør et godt stykke arbejde. Det er flot, hvordan I kan smile selvom det er svært til tider. Vores solide fællesskab og vores stærke værdier hjælper os frem.

God sommer.

På bestyrelsens vegne
Carsten Bank-Mikkelsen, formand.