Morten Melin stopper i Dagli’Brugsen Virklund efter 35 gode år: Jeg kommer til at savne kunderne

Kunderne, købmandskabet og kollegaerne er det, Morten vil savne mest, når han 01.03.23 træder ud af uniformen og videregiver stafetten. Efter 35 år er det nu tid til at skifte både titel og bopæl.

Det hele begyndte 1. januar 1987, hvor Morten blev ansat som uddeler i Dagli’Brugsen Virklund. ”Det var dengang butikkens åbningstid var lig med uddelerens arbejdstid. Vi lukkede kl. 17.30 i hverdage og kl. 12 om lørdagen. Søndagsarbejde var der selvfølgelig ikke noget, der hed,” griner Morten og tænker tilbage på den butik han overtog.

”Lidt er der da sket. Dengang havde jeg to ansatte. I dag har jeg omtrent 20. I starten af 90’erne overtog vi håndteringen af posten, og vi hjalp ikke kun kunderne med varer, men også med at betale regninger via girokort,”fortæller Morten. Butikken er siden Morten overtog den desuden blevet udbygget af to omgange.

Stafetten gives videre

”Jeg havde egentlig tænkt, jeg ville fortsætte mit arbejde indtil den nye SuperBrugsen står færdig, men det føles rigtig at stoppe nu. Min kone og jeg rykker til København, og jeg skal til at være morfar på fuldtid, hvilket jeg har glædet mig til længe”, smiler Morten. ”Det er med at handle, mens man stadig har kræfter og energien til det,” tilføjer han.

Indtil den nye SuperBrugsen står klar, løber Helle Brandt Sørensen, der i dag er Mortens højre hånd, videre med stafetten. Der er dog stadig godt et halvt år til, at Morten fratræder, og det er helt bevidst: ”Jeg vil have god tid til at sætte Helle ind i alting. Vi laver en glidende overgang, så hun stille og roligt kommer til at overtage mere og mere. Det har jeg det bedst med. Det skal være sådan, at man ikke kan mærke det, den dag jeg stopper.”

En ny souschef skal være med til at åbne den nye SuperBrugsen

Den lange overgangsperiode gør det også muligt at finde en ny souschef, som skal overtage Helles plads. ”Vi ønsker at finde den helt rigtige, med de nødvendige kompetencer, for vedkommende skal være med til at åbne en ny, stor SuperBrugsen”, fortæller direktør, Thomas Dahl.

Helle er naturligvis ærgerlig over, at det gode samarbejde med Morten snart skal stoppe, men hun glæder sig samtidig til at gå videre i Mortens fodspor. ”Der er så god en kemi med kunderne herude, det er jeg virkelig vild med. Vi får masser af positiv respons, og det vil jeg gøre alt for at bevare”, siger Helle.

Når Morten i fremtiden kører gennem Virklund, vil hans Dagli’Brugs være erstattet med en splinterny, stor SuperBrugsen. ”Jeg vil glæde mig til at følge processen, og jeg kan allerede nu mærke stoltheden over, at vi tog den beslutning og turde fusionere,” siger Morten.

En vellidt tillidsrepræsentant og kollega

Morten har fra 2000 til 2020 haft tillidshverv hos COOP. I både kæderådet og arbejdsgiverforeningen har han siddet som repræsentant og talsperson for sine kollegaer i COOP.

 ”Brugsforeningen Virklund som den hed før den fusionerede med Brugsforeningen TRYG siger farvel til en markant uddeler. Morten er et fyrtårn i brugsbevægelsen, som ved eksemplets magt, har vist, hvordan man driver butik med succes og indlevelse. Vi takker Morten for mange års formidable indsats for både Virklund og Brugsen. Morten vil blive savnet, men vi glæder os til at vise en ny SuperBrugsen frem i Virklund, som Morten står fadder til,” afslutter formand for Brugsforeningen TRYG, Carsten Bank-Mikkelsen.