Kollegaer på tværs af Brugsforeningen TRYG træder til: Nu kommer hylderne i Gl. Rye til at bugne igen

By 23/08/2022 september 5th, 2022 Forside nyheder

Nu skal det være slut med tomme hylder i ”Byens Egen Butik”, Dagli’Brugsen Gl. Rye.

Ledere, bestyrelsesmedlemmer, TRYGs venner og medarbejdere fra Brugsforeningens TRYGSs butikker er i disse dage stimlet sammen i Dagli’Brugsen Gl. Rye med ét mål for øje: At opdatere systemet og automatisere varebestillingen. Dette skal sikre, at kunderne fremadrettet vil blive mødt af fyldte hylder.

”Byens borgere drømmer naturligvis om en butik med varer på hylderne, og det skal vi give dem,” siger Bente Strage, bestyrelsesformand i Gl.Rye Brugsforening, der sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer er mødt op med arbejdshandskerne på.

Varemangel skal være fortid

”Der har været en lang periode, hvor der ikke har været nogen beholdning på varerne. Vi ved godt, vi har skuffet mange kunder, og det er ikke sådan, vi ønsker, det skal være. Så i disse dage har vi indkaldt hele beredskabet og smøget ærmerne op for at vende hver en vare. Vi opdaterer simpelthen hele maskineriet og fodrer systemet med en masse data, så maskinen fremadrettet selv bestiller varer til hylderne,” beskriver Thomas Dahl, direktør for Brugsforeningen TRYG og tilføjer, at kunderne snart kan forvente flere varer på hylderne.

”Det er en kæmpestor opgave, vi har lagt os i selen for at få løst. Derfor gør det mig så utrolig stolt at se medarbejdere, ledere og butiksbestyrelse på tværs af foreningen rykke sammen i bussen og smide, hvad de har i hænderne for at hjælpe,” siger Thomas Dahl. ”Sågar en stor håndfuld af TRYGS venner er kommet for at give en hånd med, selvom de er på lidt ukendt grund.”

Anne-Grete Larsen og Gert Nielsen, som begge er en del af Team TRYGS venner, er begejstrede for at kunne bidrage til at optimere butikken. ”Det er virkelig sjovt at være med til, og man føler sig faktisk rigtig vigtig og værdsat sådan en dag, hvor repræsentanter fra alle Brugsforeningen TRYGs butikker kommer valfartende hertil,” siger Anne-Grete mens hun tørrer af, retter til og stiller på plads.

De færreste butikker har denne mulighed

Hvis en uddeler selv skulle slås med denne opgave, ville han bruge 3 måneder på det, vurderer direktør, Thomas Dahl. Nu bliver det løst i fællesskab på blot 3 dage. Det er til stor glæde for den konstituerede uddeler, Victor Valdorff: ”Jeg sætter virkelig pris på at være blevet en del af en forening, der har styrken til at gøre det her. Det er de færreste butikker, der har den mulighed,” siger han og glæder sig til at fremvise en præsentabel og velfungerende Dagli’Brugs til byens borgere.

Også cheferne fra både SuperBrugsen Kolt og Ry, samt fra søsterbutikken i Virklund, er trådt til. ”Energien får et nyk opad, når man står sammen om et fælles mål. Stemningen er god, og vi er alle kommet for at give den en skalle,” siger Thomas Pedersen, Souschef i SuperBrugsen Ry, der lige akkurat nåede at betjene sine egne kunder fra morgenen, inden turen gik mod Gl. Rye. I SuperBrugsen Kolt skulle der blot flyttes lidt rundt på ressourcerne; ”Men det havde mine medarbejdere naturligvis fuld forståelse for”, fortæller uddeler i SuperBrugsen Kolt, Kaj Aakjær. Vi står sammen på tværs af foreningen, når der er opgaver, som skal løses. Næste gang kan det jo være os, der har brug for hjælp”, smiler han.

Om få dage er hver en hylde gennemgået, systemet fodret med de korrekte informationer, og ethvert bestillingsnummer på enhver etiket skiftet. ”Kunderne må gerne forvente en fornyet oplevelse i butikken. Det har vi sat alle sejl ind på at give dem,” afslutter Thomas Dahl.