Invitation til dialogmøde

By 02/01/2023 januar 16th, 2023 Forside nyheder

Kære medlemmer af Brugsforeningen TRYG

Jeg skriver dette indlæg, fordi DR planlægger at lave et TV-indslag om Ry og Brugsforeningen TRYG i begyndelsen af året. Et indslag, der spekulerer i, om Brugsforeningen TRYG først har forsøgt at modarbejde etableringen af en tredje dagligvarebutik i Ry Øst og dernæst har haft for stor indflydelse på placeringen af den. En gammel sag vi har talt om før. Faktum er dog, at en ny Rema 1000 åbner i 2024 på den bedste placering i Ry Øst, som dermed kan tilbyde borgerne tre forskellige dagligvarebutikker, Rema 1000, Netto og SuperBrugsen, i et sammenhængende område.

Fra min første dag som formand for Brugsforeningen TRYG i 2018 har vi arbejdet for en helhedsplan, der skulle sikre en tredje dagligvarebutik i Ry Øst. Det fortalte vi om i Midtjyllands Avis fra den 22. oktober 2018 og det kunne DR have forvisset sig om, hvis de havde læst avisen.

Borgerne i Ry får nu en pæn, velfungerende og samlet løsning med tre dagligvarebutikker omkring et torv og med fordelingsveje, der sikrer let adgang til alle områdets butikker. Løsningen placerer ligeledes 300 parkeringspladser centralt i området, så alle butikker er lige i nærheden. Eneste årsag til, at vi ikke er i gang, er kommunal sagsbehandling.

Brugsforeningen TRYG har valgt at byde den nye Rema 1000 velkommen ved at tilbyde dem den attraktive grund ud mod Skanderborgvej, hvor SuperBrugsen lige nu ligger. Rema køber grunden af os og opfører selv en butik. Vi river derfor den eksisterende SuperBrugsen ned og i stedet får Ry Øst snart en helt ny og moderne SuperBrugsen, som vi opfører på en nabogrund ud mod Industrivej.

Ry er Danmarks dejligste by. Alle ser med misundelse på alt det, vi kan og gør – på vores stærke, lokale miljøer med fællesskabsfølelse og sammenhold. Det skal vi fortsat styrke og i Brugsforeningen TRYG glæder vi os til også fremover at støtte det gode, lokale liv i Gl. Rye, Kolt, Virklund og ikke mindst i Ry.

På baggrund af DR’ s kommende indslag inviterer vi til dialogmøde i Udsigten d. 1. februar. Det sker i håbet om, at vi endegyldigt kan erstatte misforståelser med fakta. Du kan tilmelde dig her.

På mødet vil jeg endnu engang præsentere sagen, og jeg glæder mig til jeres spørgsmål og kommentarer – uanset om de er kritiske eller rosende.

Efter dialogmødet håber jeg, at vi kan se fremad. Der er konflikter nok i verden – vi behøver ikke opfinde vores egne.

På bestyrelsens vegne

Carsten Bank-Mikkelsen, bestyrelsesformand

Brugsforeningen TRYG.