På baggrund af en spørgeundersøgelse, vi har foretaget i Kolt Hasselager, tager vores SuperBrugsen Kolt nu action.
Kære kunder i SuperBrugsen Kolt
I november/december foretog vi en spørgeundersøgelse for at indhente konkret feedback omkring vores butik. Vi modtog intet mindre end 727 besvarelser – så tusinde tak til alle jer, som tog jer tid til at besvare vores spørgsmål og på den måde gjorde os klogere. Vi kvitterede med gavekurve til 10 heldige vindere, som fik besked d. 8. december – tillykke til jer.
Vi er enormt glade for de positive tilbagemeldinger, vi modtog. Lige så taknemmelige er vi dog for den konstruktive kritik, som skal bidrage til forbedringer, så I kunder kan få en fantastisk oplevelse, når I handler i vores butik – det brænder vi nemlig for at give jer.
Vi har taget tyren ved hornene og valgt at fokusere på de kritikpunkter, der uden tvivl gik mest igen i undersøgelsen: Et skærpet fokus på vores frugt- og grøntafdeling, sikre at varerne går ind til den korrekte pris og flere tilbud på dagligdagsvarer.
Hvad har vi så sat i værk?
Vi har allerede igangsat en opdatering af vores elektroniske hyldeforkanter. Dette initiativ vil sikre korrekte priser til jer som kunder, og vi vil selv få frigivet tid, som ikke skal bruges på prisjusteringer, men i stedet kan bruges på at give jer en god service og sørge for varer på hylderne.
Fra dags dato har vi indført nye regler og initiativer blandt vores medarbejdere. Det betyder bl.a. oftere opfyldning i frugt og grønt, 2 ekstra gennemgange af kvaliteten hver eftermiddag, levering af frugt og grønt hver dag, mere bredde men mindre dybde i vores sortiment.
Vi øger antallet af tilbud på kolonialvarer, mejeri, nydelsesmidler og husholdning, med andre ord ”dagligdagsvarer”, som I kunder har efterspurgt. Dette vil primært være som ”Ja-tak” på Facebook.
Vi har skåret lidt af vores åbningstid, hvilket betyder, der nu er ekstra timer for de ansatte til at yde service – og være synlige i butikken – på netop de tidspunkter, hvor flest kunder handler ind. Særligt fra kl. 17, vil det nu blive tydeligt, at vi har skærpet vores synlighed i varehuset.
Vi håber, at den ekstra indsats, vi yder, vil kunne ses og mærkes. Der er ikke noget vi hellere vil, end at give hver og en af jer en ekstraordinær god service og oplevelse i vores butik.
Vi ses i SuperBrugsen Kolt.